Automatiske brandalarmanlæg (ABA-anlæg)
Automatiske brandalarmanlæg (ABA-anlæg) har til formål straks at opdage en begyndende brand og samtidig alarmere brandvæsenet.
ABA-anlæg er normalt baseret på røg- eller termodetektorer, som kan detektere tegn på brand meget hurtigt. Automatiske brandalarm-anlæg har for det meste en automatisk alarm-meddelelse til brandvæsenet, der altid rykker ud til alarmer fra automatiske brandalarmanlæg.
Brandalarmanlægget kan styre en række andre anlæg og funktioner, ud over selve alarmeringen.
- Varslingsanlæg
- Dørlukningsanlæg
- Brandventilationsanlæg
Derfor installeres brandalarmanlæg
Anlægget kan være krævet af myndighederne, fordi det er foreskrevet i bygningsreglementet eller i de Tekniske forskrifter (”bygningsreglement” for brandfarlige virksomheder og oplagspladser).
Anlægget kan være krævet af myndighederne som en særlig betingelse i byggetilladelsen eller som kompensation for evt. andre krav i bygningsreglementet.
Anlægget kan være “frivilligt” installeret for eventuelt at opnå rabat på forsikringspræmien.
Anlægget kan naturligvis også være installeret for at opnå en bedre sikring af personer, værdier og bygninger.